Et år med Medicinsk Cannabis i Danmark

Et år med Medicinsk Cannabis i Danmark

Forsøgsordningen med Medicinsk Cannabis har nu kørt i Danmark i over et års tid. Her opsummerer jeg nogle af de erfaringer der er gjort indtil videre.

Den 1. januar 2018 trådte forsøgsordningen med Medicinsk Cannabis i kraft i Danmark. Politikerne besluttede forsøgsordningen på trods af det blev frarådet af både myndigheder og de faglige miljøer.

Både Lægeforeningen og patientforeninger foreslog som bekendt en alternativ ordning, hvor man ikke godkendte lægemidler, uden at de opfylder de krav vi normalt stiller til lægemidler. I stedet blev foreslået en forskningsbaseret ordning, hvor Medicinsk Cannabis blev udskrevet på forsøgsbasis og fulgt op direkte med forskning i effekt og bivirkninger.

En sådan forskningsbaseret ordning ville naturligvis have krævet at politikerne skulle have fundet flere midler end de 10 millioner de satte til side til forskning. Nu risikerer vi jo bare at vi efter forsøgsordningens 4 år endnu ikke har fået indsamlet de erfaringer der manglede da vi gik i gang.

Jeg har som læge naturligvis fulgt tæt med i de erfaringer der blev gjort i forsøgsordningen. Om ikke andet for at kunne vejlede patienter der efterspørger det bedre. Jeg skrev en artikel om status på forsøgsordningen da der var gået 2 måneder som du kan finde her, og i denne artikel vil jeg nu gøre status efter et år.

To producenter har lanceret tre produkter hver

Efter forsøgsordningen blev lanceret i Danmark, er cannabisindustrien begyndt at blive bygget op. Hele 13 forskellige virksomheder har søgt Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at blive mellemproduktfremstiller. Af dem har nedenstående 4 virksomheder fået tilladelsen, 8 er endnu ikke færdigbehandlet og 1 har trukket sin ansøgning tilbage.

  • CannGros Aps var den første producent der fik en tilladelse og har lanceret tre produkter indtil videre.
  • STENOCARE A/S var den anden producent og har også lanceret tre produkter.
  • Spectrum Cannabis Danmark Aps har også fået tilladelsen, men endnu ikke lanceret nogle produkter.
  • Aurora Nordic Cannabis A/S har for nylig fået tilladelsen, men endnu ikke lanceret nogle produkter.

De to af virksomhederne er de eneste der har lanceret produkter indtil videre. Det drejer sig om følgende produkter:

  • Bedica Canngros er urtete der indeholder 140 mg/g THC og under 10 mg/g CBD.
  • Bediol Canngros er urtete der indeholder 63 mg/g THC og 80 mg/g CBD.
  • Bedrocan Canngros er urtete der indeholder 220 mg/g THC og under 10 mg/g CBD.
  • 1:1 Drops Stenocare er en oral opløsning der indeholder 12,5 mg/ml THC og 12,5 mg/ml CBD.
  • CBD Drops Stenocare er en oral opløsning der indeholder under 2 mg/ml THC og 25 mg/ml CBD.
  • THC Drops Stenocare er en oral opløsning der indeholder 25 mg/ml THC og under 2 mg/ml CBD.

På det første år har der altså været en del interesse i at producere fra cannabisindustrien, men der er ikke væltet ud med produkter endnu.

Lægerne har udskrevet recepter til 1400 patienter

Sundhedsdatastyrelsen har for nylig opgjort en analyse af hvor mange recepter på Medicinsk Cannabis der er blevet udskrevet, og til hvor mange patienter. Denne viser at 1400 patienter fik en recept på Medicinsk Cannabis.

Man kan af kurven se at der sker en større stigning fra september 2018, men dette skete formentlig fordi der her kom de orale dråber på markedet, der er lettere at dosere end urteteen.

Ifølge en analyse fra Sundhedsdatastyrelsen er der i Danmark 184 læger der i 2018 har udskrevet en recept på Medicinsk Cannabis via forsøgsordningen i Danmark. Det er altså fortsat et fåtal af lægerne der bakker op om forsøgsordningen.

Som det ses på nedenstående tabel udskrives Medicinsk Cannabis først og fremmest til de indikationer der også er nævnt i Lægemiddelstyrelsens vejledning.

Pris på Medicinsk Cannabis

Prisen på Medicinsk Cannabis er stadig forholdsvis høj. Ifølge Medicinpriser.dk så tager Stenocare ca. 2700 kroner for en enkelt pakning med de orale dråber og CannGros tager ca. 750 kroner for en pakke med deres urtete. Der er altså ikke tale om billige produkter.

Nu her et år efter er politikerne til gengæld blevet enige om en tilskudsordning til patienterne. Tilskudsordningen er vedtaget med tilbagevendende kraft, så vil også gives til patienterne der har fået Medicinsk Cannabis i 2018.

Tilskuddet er på 50% af de første 20000 kroner de bruger på Medicinsk Cannabis. Resten skal de betale selv. Det betyder at hver patient kan få 10000 kroner betalt som tilskud til deres forbrug af Medicinsk Cannabis. Hvis en patient har terminalerklæring kan de få 100% dækket.

Bivirkninger ved Medicinsk Cannabis

En af de knaster der har været ved anvendelsen af Medicinsk Cannabis er, at der har ikke været tilstrækkelig med erfaring med hvilke bivirkninger der kan forventes.

Helt på bar bund har vi dog ikke været, da der jo allerede findes et rigtig godkendt lægemiddel baseret på Cannabis. Altså godkendt som at det har opfyldt alle de godkendelseskrav vi normalt stiller til lægemidler. Og her er de kendte bivirkninger altså ifølge Promedicin følgende:

Lægemiddelstyrelsen har for nylig også udgivet en rapport over de formodede bivirkninger der er blevet indberettet ved brug af produkterne fra forsøgsordningen. Der er blevet indberettet 21 formodede bivirkninger, hvoraf de 5 af dem kan klassificeres som alvorlige og de 16 af dem som ikke-alvorlige. De 19 af indberetningerne kommer fra læger, mens de 2 af dem kommer fra borgere.

Der blev indberettet følgende formodede bivirkninger: svimmelhed, kvalme, koldsved, desorientering, koncentrationsbesvær, konfusion, depression, mundtørhed, hovedpine, irritabilitet, hukommelsesbesvær, røde øjne, perifære hævelser, somnolens og sløret syn.

Det er vigtigt at være opmærksom på at disse indberetninger kun er baseret på data fra 1211 borgere der tilsammen har fået 2951 recepter på medicinsk cannabis. Det er også vigtigt at huske på at dette kun er baseret på et års forbrug efter lanceringen.

Hvad skete der i 2018?

Efter et år med forsøgsordningen med medicinsk cannabis, er det altså forholdsvis få patienter der har benyttet medicinsk cannabis, men det er stigende efterhånden som flere produkter er kommet på markedet. Vi har stadig kun set 6 produkter fra 2 forskellige producenter, så der mangler stadig en del konkurrence.

Prisen på produkterne er høje, også selvom der nu er kommet en tilskudsordning. Det er altså dyrt at være en patient på Medicinsk Cannabis. Dette skal en evt. effekt også holdes op imod.

Vi har fået de første tal ud med indberetninger af bivirkninger, hvilket indtil videre ikke har vist noget skræmmende. De næste år vil vi formentlig få mere styrket data ud.

Vi mangler også endnu at se resultater fra de forskellige forskningsforsøg der er sat igang. Erfaringer fra smertelægerne og et nyligt review har vist at der skal behandles 20-26 patienter med THC for at finde én patient der har gavn af det.

Om vi med den dårlige forsøgsordning politikerne har lanceret nogensinde får indhentet nok erfaring til at kende hvad cannabis potentielt kan bruges til, vil tiden vise.

Andreas Andersen

Jeg hedder Andreas og arbejder til daglig som læge. Dette er min sundhedsblog, hvor jeg forsøger at formidle nogle af de sundhedsnyheder videre, som jeg støder på i hverdagen

Skriv et svar

%d bloggers like this: